Bag om Alarmnet: En sikker forbindelse gennem 4 årtier

Når alarmen lyder, skal det gå stærkt. Der må ikke være kurrer på tråden eller forsinkelse på signalet. Kort sagt er der intet, der må blokere forbindelsen til beredskabet, vagtcentralen og de øvrige instanser, der står parat til at træde til, når det gælder liv eller død.

”Hos Alarmnet sætter vi stadig transmissionssikkerhed i højsædet og værner om robustheden af alarmoverførsler mellem anlægsejers anlæg og frem til de vagtcentraler, som skal behandle signalerne – signaler som i sidste ende kan betyde liv eller død,” siger Solution Manager hos Alarmnet, Helge Juul Falberg.

Med en konstant overvåget linje tilegnet alarmsignalet leverer Alarmnet signalsikkerhed på højeste niveau, men det er der faktisk ikke noget nyt i. Sådan har det nemlig været gennem snart fire årtier. Læs med her!

1984: Første spadestik

Den daværende Mediekommission under Statsministeriet tager de første spadestik til etableringen af Det Offentlige Alarmnet, også kaldet DOA. I den forbindelse bliver landets tre store teleselskaber, KTAS, JTAS og Fyns Kommunale Telefonselskab pålagt et samarbejde med henblik på at imødekomme behovet for overvåget transmission. Et behov, der er opstået i takt med en øget efterspørgsel på tyverialarmer, overfaldsalarmer og nye, smarte brandalarmeringsanlæg i private hjem samt i virksomheder og institutioner.

1985: DOA-nettet bliver landsdækkende

Tanken med DOA-nettet er, at det skal være åbent med lige tilgang for alle til at udnytte nettets mange muligheder. Allerede i 1985 bliver det landsdækkende.

1990: Ét stort selskab

I 1990 beslutter Folketinget at samle de regionale teleselskaber i ét stort selskab. Formålet er at skabe et stærkt, dansk teleselskab, der kan klare sig i den internationale konkurrence på telemarkedet, som så småt er ved at blive privatiseret.

Holdingselskabet Tele Danmark A/S stiftes som et 100 procent statsejet selskab, hvor statens aktier i Tele Sønderjylland A/S, Statens Teletjeneste A/S og Fyns Telefon A/S bliver indskudt i selskabet. Aktionærerne i KTAS og Jysk Telefon tilbydes at konvertere deres aktier til Tele Danmark-aktier, hvilket 80 procent af aktionærerne tager imod.

1992 - 2001: DOA-nettets velmagtsdage

I 1992 tvangsindløser staten de resterende aktier, og statens aktiepost i de to selskaber overdrages til Tele Danmark, der nu er eneejer af de fire regionale selskaber samt Telecom A/S. Herfra tager det fart for DOA-nettet. Netværket udbygges og der skabes en sikker platform, som selv den dag i dag er i en liga for sig.

I sine velmagtsdage i 90’erne når DOA-netværket ca. 96.000 tilslutninger, der kører på en højteknologisk sikret platform, som på dette tidspunkt stadig er analog, idet langt de fleste tilslutninger kører via kobbernetværket.

2001: Fra DOA-net til Alarmnet

DOA-nettet skifter officielt navn til Alarmnettet i 2001, hvor man påbegynder etableringen af et digitalt radionetværk. Dette skal primært bruges til beredskabstjenesterne, som skal sikres en pålidelig og sikker kommunikation. Dels i nødsituationer og ved katastrofer, dels for at sikre forbindelsen til alle brandalarmeringsanlæg.

00’erne – 10’erne: Et sikkert, lukket transmissionsnetværk

I løbet af 00’erne og 10’erne investeres mange millioner i Alarmnettet. Målet er et skabe det mest sikre og lukkede transmissionsnetværk, som er umuligt at trænge igennem for uvedkommende, bl.a. med udviklingen af en ny, sikker infrastruktur.

2016: Konkurrence på markedet

En ny EU-standard betyder, at Alarmnet pr. 1. januar 2016 ikke længere har monopol på ABA-transmissionen. Den nye bekendtgørelse, der skrives ind i BR18, tillader nemlig alarmtransmission på andre typer netværk end det kobbernetværk, som TDC ejer. Det gælder fx fiberforbindelser, som udbydes af en række danske virksomheder, der således kan tilbyde alarmtransmission gennem deres kunders eksisterende forbindelse.

2023: Stærkere end nogensinde – rustet til fremtiden

Næsten fire årtier efter den daværende Mediekommission tog det første spadestik, sætter Alarmnettet stadig barren højt, når det gælder sikkerhed – ikke mindst cyber security. Alarmtransmissionen kører fortsat på TDC’s egne lukkede rør og servere, der udelukkende bruges til alarmsignaler, og som back up via SIM-kort på TDC’s mobile netværk, der prioriterer Alarmnet-opkald i tilfælde af overbelastning på mobilnettet.